Drageyngel
En fantasy tekst af Asger Schroll Pedersen
Erik var på vej hjem fra den samme kedelige skole, ned af den samme kedelige gade, hjem til det samme kedelige hus. Erik var en meget normal dreng, han havde en gennemsnitlig vægt, en gennemsnitlig højde og en gennemsnitlig hårvækst, han var 12 år. Hans forældre, var i hvertfald efter hans mening, alt for gennemsnitligt kedelige. De havde et helt almindeligt job, hans far havde et kontorarbejde og hans mor var frisør. På vejen hjem gik han som sædvaneligt og vrissede lidt for sig selv. Men bedst som han gik der og vrissede over at han i farten havde lovet at gå tur med deres hund, der havde et meget gennemsnitligt hundenavn: Ludo - følte han med ét at jorden forsvandt under ham, og han faldt gennem et virvar af slørede billeder. Pludseligt landede han forbløffende blødt på en solrig eng med blødt græs. Da han så ned af sig selv opdagede han at han var helt nøgen, men han var til gengæld helt skindende ren, og af en eller anden grund føltes det ikke mærkeligt. Han begyndte at se sig omkring, hvad var det for en verden han var landet i? Han kunne stadivæk kun se eng så langt øjet rakte. Men så så han et eller andet bevæge sig i det høje græs, og pludselig hoppede en Pixignom op. Det er et væsen med en grøn trøje, en spids hat og rødt hår. Erik viste ikke hvad det var, for han havde kun hørt om dem i Harry Potter hvor de fremstilles som små blå selvlysende drillepinde. Han vidste derfor ikke at Pixignomers mest elskede drilleri er at få rejsende til at fare vild eller blive meget forvirret. Erik fulgte derfor godtroende efter den, ind i en tæt skov han ikke så før. så snart den havde vist ham ind i en tæt del af skoven, forsvandt den væk og Erik blev meget forvirret. "Det var satans!" sagde Erik og så sig omkring. Selvom de kun havde gået lige ud og han så præcis hvilken vej de tog, kunne han virkeligt ikke finde vejen ud. Til alt held kom der en mand ud af et krat, han var mindst lige så forundret over at se andre der som Erik var. Men manden smilede og uden at tage stor notits af at Erik var nøgen sagde han: "du er vidst blevet pixi-lente min ven." "Hvad?" spurgte Erik sløvt. "Her tag min rejsekappe omvendt på." sagde manden, stadigt lige så venligt som før. "Hvorfor dog det?" spurgte Erik lettere irriteret, fordi han var ved at blive meget negativt påvirket af forvirringen. Han gjorde dog stadigt hvad manden sagde, og tog rejsekappen omvendt på. Nu kunne han langsomt mærke forvirringen sive ud af ham, og han kunne også mærke at han mere og mere fik styr på hvor han var og hvordan han skulle komme ud derfra."Undskyld min uhøflighed," sagde manden "jeg hedder Danil." "Danil?" sagde Erik undrende, "det navn har jeg ikke hørt før." Manden der hed Danil svarede: "hmm du er vist ikke her fra Aeinmik." "Aeinmik?" spurgte Erik undrende. "Ja, nu skal jeg fortælle hele historien. Engang var der kun et stort mørke, men så kom der to menneskebørn ud af den blå luft, eller det sorte intet og lige da de kom ind i mørket begyndte solen langsomt at stå op i horisonten, og alle steder dets stråler nåede hen begyndte der at komme dyr og liv. Og så kom dværgene op af jorden og nogle heste fik vinger, og blev til pegasuser og der kom også mange andre fantastiske væsner og de to børn blev konge og dronning som fik mange børn, og regerede retfærdigt. Og det er efter dem alle mennesker her i Aeinmik stammer fra." sluttede Danil sin historie. "Men hvorfor er jeg egentlig kommet hertil?" spurgte Erik. "Du skal nok få hele historien, men lad os nu først komme hjem." sagde Danil, og da det var sagt drog de hjem til Danil der boede i et hyggeligt hus lidt dybere inde i skoven. Da de kom indendøre stod der en pige der var nogenlunde jævnaldrende med Erik, hun havde langt mørkebrunt hår, og flotte mørkeblå øjne. Der var også en kvinde der så ud til at være Danils kone, og pigen var nok deres datter, for de lignede hinanden meget. "Det er så her jeg bor, med min kone Frida og min datter Silja." sagde Danil da de var kommet ind og Danil havde taget sit overtøj af. "Undskyld, men må jeg gerne få noget tøj?" sagde Erik der før havde følt det helt naturligt ikke at have noget tøj på, men begyndte at føle det lidt akavet nu hvor han var kommet ind hvor der var andre mennesker. "Ja selfølgelig, det havde jeg slet ikke tænkt på." sagde Danil. "Jeg skal nok hente noget!" udbrød Silja og løb ud af rummet, og lidt tid efter kom hun tilbage med armene fulde af skindtøj, der lignede lidt det Silja havde på bortset fra at hendes var mere kjole agtigt. "Her er der lidt forskellige størrelser, jeg ved jo ikke hvilken størrelse du bruger. Hvad hedder du egenligt?" "Jeg hedder Erik." sagde Erik, og kunne mærke han fik røde kinder. Efter han havde fået noget tøj, og de havde spist sig godt mætte i kogt vildsvin satte de sig rundt om ildstedet. Og nu begyndte Danil at forklare hvorfor Erik var kommet til deres verden: "For et par år siden blev Aeinmik tit smadret og plyndret, af en ond drage der hed Saugon. Drager er virkeligt svære at få bugt med på grund af at størstedelen af den er dækket af skæl, der er så stærkt som tusinde skjolde, dets klør er som dværgesmedede sværd, dens ånde er gift og den kan brænde dig til aske. Så vi besluttede os for at de største og stærkeste af os skulle fange den. Da det var gjort, (og det var ikke nemt) bandt vi den fast i skovlandet Pohjola ved verdens ende. Og det du skal gøre er at rejse ud og tjekke om dragen er død, hvilket vi formoder den er, også selv om drager næsten lever evigt, skal den stadigt have en lille smule mad og vand." "Det lyder da ikke så svært!" sagde Erik der havde forventet noget meget værre. "Ja, det kan godt lyde nemt, men har du helt glemt at du også lige skal rejse til verdens ende? Og hvis dragen er sluppet fri er det din opgave at dræbe dragen." Erik så hjælpeløst på Silja som om hun ville sige noget der kunne hjælpe ham, men hun smilede bare vemodigt til ham. "nu skal vi sove, og i morgen skal vi ind til byen så du kan blive trænet op og få våben til rejsen." "Kom!" sagde Silja," vi deler mit værelse, der er to senge. "De gik op til hendes værelse, hvor der stod to senge der var fulde af halm. Så gik de i seng, og Erik sov bedre end han nogensinde havde gjort. Om morgnen da han vågnede så han hen på Siljas seng, hun var nok stået op hun var der i hvert fald ikke. Erik blev liggende og puttede sig længere ned i det bløde halm. Men så kom Danil ind ad døren, "godmorgen." sagde han smilende. "Godmorgen. Skal jeg stå op nu?" "Ja, det tror jeg er bedst." sagde Danil og gik ud af værelset. Erik tog sig sammen og rejste sig op, tog sit nye tøj på og gik ned i køkkenet. Da han kom ned sad de alle sammen og spiste morgenmad der bestod af grød med bær, og et brød. De drak også mælk. "Godmorgen." sagde Erik stille og satte sig ned ved siden af Silja, der smilede til ham og sagde: "godmorgen, har du sovet godt?" "Ja bedre end nogensinde." "Kom, sæt dig ned og spis." sagde Frida, "du har en lang dag foran dig." "Ja, Frida har ret. Du har en lang dag foran dig, for i dag skal vi ind til byen, for du skal hen til en mand der hedder Helken og trænes op til din rejse, der kan du også få alt det udstyr du skal bruge." sagde Danil. "Ja ja, men spis nu." brød Frida ind, og så spiste Erik sig godt mæt, men ikke så meget at han fik ondt i maven af det. Og derefter drog de ind til byen. Inde i byen var der boder og butikker, det var præcis ligesom på sådan nogle middelalder markeder, syntes Erik. Efter de var gået et stykke tid sagde Danil: "kom, det er herinde." Så førte han dem ind i et stort hus. Inde i huset stod en stor muskuløs mand, der nok var Helken. "Hej Helken!" sagde Danil "Hej Danil, Frida, Silja og Erik!" Erik der ikke vidste at der var andre der kendte hans navn spurgte: "hvordan i alverden kender du mit navn?" "Næsten alle kender dit navn, du er jo blevet kaldt hertil for måske at redde os." sagde Helken med en dyb, men venlig stemme. "Nå, men vi må videre." sagde Danil "vi skal ud at købe ind." Og så gik Danil, Silja og Frida, og Erik stod alene tilbage med Helken. "Nå, skal vi se at komme i gang med træningen!" sagde Helken glad, og så gik de i gang. Der var styrketræning og selvtillidstræning. Det var hårdt, men Erik kunne mærke han blev bedre og bedre for hver dag der gik. Han lærte også mange andre ting såsom bueskydning, spydkast og sværdkamp, det blev han også meget god til. Han boede også sammen med Helken, fordi det ville være for besværligt at skulle tage hen til Helken om morgenen, og hjem til Danil igen om aftenen. Men Silja kom tit forbi for at se Erik træne. Og til sidst da dage blev til uger og uger til måneder, sagde Helken at han havde lært ham alt han kunne og vidste om kamp og så videre. Et par dage efter kom Helken hen til Erik og sagde: "Erik, som sagt kan jeg ikke rigtigt lære dig mere så nu skal vi finde noget udstyr til dig." "Godt, men hvordan skal vi finde noget der passer til mig? Størstedelen af rustningerne og våbnene er jo alt for store til mig," "jo ser du, størstedelen af alle disse våben er dværgesmedede hvilket betyder at det former sig efter brugeren, så du skal ikke tænke på størrelse og vægt." sagde Helken. Nu kom det svære så for Erik, for der var masser af våben og rustninger han syntes var imponerende, men hvilket våben og hvilken rustning var de rigtige? "Er det svært at vælge?" sagde Helken da Erik havde stået ubeslutsomt i et godt stykke tid, "hmm, lad mig give dig et råd, du skal ikke tænke på størrelse eller udseende, du skal tage det der passer til dig, lige præcis dig." Erik stod stadigt og spekulerede over hvilket der var det rigtige, "men hvordan skal jeg vide hvilket der passer til mig?" "du ved det når du ser det." svarede Helken tålmodigt. "Der!" udbrød Erik. Han havde fået øje på et stort sværd, en gammel rustning og et flot skjold med noget der lignede to personer ved en solopgang. "Godt valgt!" sagde Helken mens han tog tingene ned. Rustningen var alt for stor til Erik, men idet den rørte ham, skrumpede den lidt ind så den sad som om den var smedet præcis til hans krop. Og det gik ligeså med sværdet og skjoldet, "her, jeg har en gave til dig." sagde Helken og rakte ham en stor flot bue af asketræ med en masse pile til, du skal jo selv sørge for mad og den slags på rejsen, men buen kan selvfølgelig også bruges som våben. "hvad er det egentlig for et tegn der er her på skjoldet?" spurgte Erik da han havde taget rustningen og alt det andet af igen, "det er Aeinmiks våbenskjold." forklarede Helken.
Erik pakkede nu alt sit udstyr og tog tilbage til Danil. Han følte sig helt klar til at tage ud på den lange rejse.
Inde i huset sad Danil foran ildstedet og snittede grene til pile til sin langbue. Han smilede til Erik og sagde:
"Jeg håber træningen er gået godt! Mens du har været væk er det kommet mig for øre at Silja kan lide dig meget." Erik blev helt rød i kinderne, for han var også blevet lidt forelsket i Silja. "Jeg tror næsten jeg kan gå så vidt til at sige at hun er forelsket i dig." I et par minutter var der en pinlig stilhed. "Så vi har besluttet at Silja skal med på din rejse, hvis du altså synes det er i orden?" Om det var i orden, selvfølgelig var det i orden "d...det...det er helt i o...orden." stammede Erik forfjamsket. "Det tænkte jeg nok." sagde Danil venligt. "Men nu skal vi finde en hest til dig." "En hest?" sagde Erik der slet ikke havde tænkt på hvordan han hurtigst muligt kom ud til den der skov ved verdens ende. "Ja, kom så går vi ud i stalden!" Da de kom derind sagde Danil "her ser du Mikka, vores bedste hest." Mikka var en flot brun hingst, og Erik syntes det var den flotteste hest han nogensinde havde set. Stalddøren gik op og Silja løb hen til ham og gav ham et ordentligt knus.
Et par dage senere skulle de afsted, Silja på sin egen hest og med egne våben. De første par dage gik det helt fint, de red muntert afsted og de sov på kroer og vandrehjem, men da de havde redet i et par uger og de var kommet mere ind i ødeland sang og pjattede de ikke så meget som før, og sådan gik mange dage, men Erik syntes alligevel aldrig det blev rigtigt kedeligt som det hurtigt ville gøre derhjemme hos ham selv. Og efter et stykke tid kom de endelig til landet Pohjola og Silja sagde: "nu er vi kommet til Pohjola så vi er nødt til at lade hestene løbe, og tage vores oppakning selv." Men Erik der ikke vidste noget om andre lande en Aeinmik spurgte: "hvorfor skal vi lade hestene løbe?" "fordi Pohjola er landet ved verdens ende, Pohjola består udelukkende af tæt tåget skov, så det ville være døden for hestene at gå derind, der er heller ikke noget græs eller drikkeligt vand." Da det var sagt gik de ind i skoven. De første par dage gik det godt nok, om natten skiftedes de til at holde vagt, så der ikke skulle komme vilde dyr eller det der var værre. Men en nat da Erik holdt vagt så han noget i en busk bevæge sig, han tog sin bue frem, og spændte den men lige da han skulle til at skyde fløj en stor flagermuseagtig drageunge op og angreb Erik. Den slog ham med sin hale så han røg flere meter tilbage, og uden at tænke sig om tog han sin bue og skød en masse pile mod den, men de prellede bare af på dens skæld. Erik var meget heldig at det kun var en unge, for ungerne kan nemlig ikke spy ild, for hvis den kunne det var han død få sekunder efter at have set den. Pludselig var det som om den blev meget bange og fløj hurtigt væk. Erik åndede lettet op og vækkede Silja for at fortælle hvad der var sket. De skyndte sig at pakke deres ting og vandrede videre i mørket til de kom til pladsen hvor den store drage var blevet lænket fast. Lænken var nu totalt smadret og pladsen var helt afsvedet og brændt. Man kunne se der havde været en meget stor rede, og lige pludselig hørte de en forfærdelig lyd der gik igennem marv og ben. "Hvad skal vi gøre?" sagde Silja fortvivlet "jeg ved det ikke, jeg ved ikke engang om jeg nogensinde kommer hjem igen." sagde Erik mindst lige så fortvivlet.
....og her slutter første del af historien om Erik og Silja.
